Typisk et pige versus dreng mønster, omend denne opdeling er under forandring.

Sød & Slem kan også være sider af een og samme person. Vi er som mennesker sammensatte væsener. Det kan være svært at forstå.

Alle sider af dig vil dybest set passe på dig. Bekæmp dem ikke med hård hånd. Vær nysgerrig og fordomsfri i din undersøgen af, hvad disse sider af dig har på sinde.  Og er siderne destruktive, prøv så at finde nye og mere hensigtsmæssige måder at håndtere de behov, som ligger under din adfærd. Tal med nogen, der kan hjælpe dig.

Indlægget Terapi-sten: Sød & Slem – ugler tegnet på sten blev først udgivet på Anneli Gallery.

Stenen her ligger imellem nogle svajende strandsiv. Den på en og samme tid “skjuler sig” og “lyser op” 😉 For mig er den en fugl og bliver hjembragt, da jeg har en stor fascination af at tegne fugle. Hjemme i stuen om aftenen, kun med stearinlys tændt, toner et årvågent, vagtsomt og skeptisk vurderende udtryk frem.  Og uforudsigelig virker fuglen her. Ser man ansigtet fra den anden side, er der nemlig også noget lunt over glimtet i øjet. Navnet “LunaFulda” kom til mig.

Om du er lunefuld eller er tæt på en, der er, så kan det have en værdi at læse videre her.

Hvordan er det at omgåes en, der ikke er stabil i sit følelsesliv og har svingende reaktionsmønstre?

At være på vagt er en selvbeskyttende mestringsstrategi, til tider ubevidst. Den kommer af erfaringer med manglende kontrol, ofte i forbindelse med fysisk eller psykisk vold med enten åbenlys udadreageren eller mere skjult manipulation. Værst er det, når disse skadelige adfærdsmønstre kommer uforudsigeligt. Så er det svært at være forberedt, og det bevirker, at man hele tiden har et skjold på, just in case…

Dette hører jeg jævnligt beretninger om fra klienter i min psykologpraksis. Altså hvor svært det er at omgåes en lunefuld person. Eksempelvis klienter, som lider under at have forældre, søskende eller en partner med bipolare, histrioniske, borderline eller narcissistiske og måske psykopatiske karaktertræk. Eller forældre med et misbrug af den ene eller anden slags, herunder sågar også arbejdsnarkomani. Adfærden vil i alle tilfælde afspejle en eller anden grad af følelsesmæssig umodenhed. Vrede og raseri og fysisk og psykisk afstraffelse kan komme som lyn fra en klar himmel. Eller “silent treatment” kan være en straf, hvor du bliver ignoreret, for en fuldstændig uskyldig adfærd, som tilfældigvis ikke lige passer “damen eller herren”.

Har du en emotionelt ustabilt og/eller en udspekuleret manipulerende person tæt på dig, vil du nok hurtigt opdage, at du bruger mange kræfter på at navigere i, hvordan du skal forholde dig, og hvad du kan forvente af personen. Er du vokset op med et nært familiemedlem eller for dig andre vigtige personer med et af ovennævnte træk, har du sikkert udviklet et mønster med bl.a. at have mange “antenner” ude. Du vil også nemt overtænke, hvordan andre ser på dig.

Ikke sjældent overgeneraliserer du helt automatisk din forventning om, at noget dårligt kan ske. Selv i godt og trygt selskab kan du ikke helt hvile i dig selv. Du skal lige opspore stemningen og eventuelle faresignaler omkring dig. Det kalder man at være “hypervagtsom” og hos nogle udvikler det sig til en psykotisk tilstand, såkaldt “paranoia”, hvor man føler sig forfulgt. Du vil også nemt blive en såkaldt “people-pleaser”, fordi du vil undgå ubehagelige konflikter. Det at tillade dig at være sårbar og ægte til stede i en god kontakt, vil blive vanskeligt for dig.

Som børn er vi afhængige af de voksne, og det kan i princippet være farligt at træde ved siden af. Som voksne har vi flere ressourcer til at klare os selv. Alligevel ligger det dybt i os, hvis vi som børn ikke havde en tryg tilknytning til vores forældre mv. Vi bliver ved med at være på vagt. Indtil vi har fået arbejdet med vores oplevelser, som regel med professionel hjælp.

Fylder du eventuel selv meget i andres liv med din lunefuldhed? Er det svært at regulere dine egne emotioner?

For at acceptere at få hjælp, må du erkende, at du har et problem og udgør et problem for andre. Stenen LunaFulda kan blive dit eje og fungere som en terapi-sten. Den kan bidrage til  “selvterapi” eller selvudvikling. Den kan holdes i hånden og være en hjælp til at få øje på, hvad din lunefuldhed handler om.

Måske den utryghed, som du sætter i andre, i virkeligheden afspejler, at du også selv er utryg dybere nede. Måske du 24/7 er på vagt som en underliggende tilstand. Vil du ikke tage denne følelse til dig, så kan du have en adfærd, hvor du sætter følelsen i menneskene omkring dig.

Har du stenen i hånden, kan du bedre komme i dialog med den lunefulde og – sikkert – utrygge side af dig. Det kaldes en eksternaliserende metode. I stedet for at køre en indre lukket dialog, som underliggende kører i samme rille, kan dine tanker blive mere “synlige”.

Du kan snakke (tal virkeligt!) til den lunefulde adfærd, som andre eller du selv udøver. Det at høre dine egne ord kan bibringe hjælpsomme nye refleksioner, ligesom det at skrive. Trods det ubehagelige lunefulde, som fuglen repræsenterer, så prøv at behandle den med nysgerrighed og venlighed.

For den lunefulde side vil dybest set passe på dig. Den mangler bare nogle modne og konstruktive strategier. Måske du ligefrem kan få et smil på læben, når du kigger på fuglen. Men prøv at fortælle den, hvordan det påvirker dig og dine omgivelser, at du så at sige “kører rundt” med dem via dit humør og din adfærd. Spørg den også, hvilke følelser og behov den er drevet af. Prøv at tillade alle svar. Tal med nogen om, hvad du kan gøre anderledes i forhold til det, som driver dig, og hvad du savner. Du kan skabe det, som du ønsker og savner, på en smukkere måde. Det skal bare læres, og dertil kan der være behov for professionel sparring.

Lunefulda kan også bruges af en, der er tæt på en lunefuld person. Igen kan du snakke til den og øve dig på at være DIG i relationen og at få sagt til og fra. Den kan endelig være en personlig gave til dig og din partner med henblik på at skabe en anderledes dialog omkring et – givetvis – vanskeligt og ømtåleligt problem i jeres parforhold. Et udprint af teksten her vil kunne bidrage til, at samtalen har en bedre chance for at være frugtbar.

Indlægget Terapi-sten: LunaFulda – tegnet sten – personlig gave – strandkunst – terapi-sten blev først udgivet på Anneli Gallery.

Temaet er flovhed med skyld og skam, og hvordan disse følelser kan bearbejdes.

Denne sten stammer fra Limfjorden og bliver på en kold, overskyet og blæsende vinterdag fundet i sandet med funklende frostkrystaller på sig. Formen er for mig oplagt som en ugle, men hvilken ugle? Hvilket udtryk?

Flov, frygtsom, skælmsk/usikker, genert… mine ugler har hvert sit særlige udtryk. Forskellen i udtryk er begrænset, men der ér forskelle. Og følelserne er ikke de samme, selvom de minder om hinanden.

Denne ugle “sover jeg på”… og næste morgen ved jeg, at “den er flov”. Når man er flov, kigger man typisk ned og bøjer sit hoved, eller man prøver at skjule flovheden ved at gøre det modsatte… Uglen her er synligt flov, og brødebetynget, ikke? Deraf navnet Flovius.

I virkeligheden har jeg sikkert selv haft en drøm, hvor jeg møder denne følelse fra mit eget liv 😉 Nogle sten giver mere åbenlyse oplæg til kunstneren, fx via fordybninger og streger, mens andre er mere som et blankt lærred… På det blanke lærred projicerer vi med større sandsynlighed mere af vores egne personlige temaer ud i et motiv, da det ikke er givet os på forhånd.

Flovhed er knyttet til skyld og skam. Alle disse følelser er ubehagelige, ikke? Vi får lyst til at grave os ned i et hul for en tid… og håbe, at “det går over”.

Flovhed er en følelse, som vi er udstyret med, både forebyggende og når “skaden er sket”. Flovhed kan være en advarsel til os selv om at stoppe op og holde os lidt tilbage, idet vi antager, at vi kunne blive socialt udskammet. Måske har udskamningen allerede fundet sted, og så er flovheden også en tilpasningsmekanisme, hvor vi – overfor os selv eller personer omkring os – går lidt ind i os selv eller måske påtager os skylden og skammen og håber på tilgivelse.

Nogle mennesker, for ikke at sige mange, har svært ved at påtage sig ansvaret og sige oprigtigt undskyld, hvis de har trådt over stregen og har krænket eller svigtet andre. Det betyder ikke nødvendigvis, at følelsen af flovhed er utilgængelig for dem. Det kan betyde, at de i forvejen fra barnsben har følt sig uværdige eller uønskede, og disse følelser er så destruktive, at de affejer enhver selvransagelse, når de er voksne. Det kan være, at de er blevet kritiseret på deres person i stedet for deres adfærd, og skylden og skammen har derfor været ubærlig.

Det er meget frustrerende for omgivelserne, når et medmenneske ikke vil tage ansvar på sig. Ikke kan sige undskyld. Det bevirker, at man føler, at ens oplevelse eller “klage” ikke bliver anerkendt. Hvilket bevirker, at man føler sig “in-valideret”. Man føler sig måske misforstået, eller man gransker sig selv: Jeg tager måske fejl? Det er måske unfair af mig? Jeg er måske selv skyldig…. Mennesker, som overtænker, har ofte sådanne grunde til at være for meget oppe i hovedet. De er ikke blevet mødt og spejlet passende.

Nogle mennesker tager nemt skylden på sig, hvor andre nemt peger ud. Som modpoler. Det er vigtigt at få givet plads til at tale om disse mønstre, de forekommer alle steder – i parforhold, mellem børn og forældre,  i børnehaven og på skolen, på arbejdspladsen osv.  Det er en kunst at tale om vores egne og hinandens mønstre.

For ikke at skabe modstand og kamp, må vi tale ud fra os selv. Det mindst truende man kan gøre er at sætte sig i øjenhøjde med hinanden med en afstand, som passer begge parter. Vi må afstemme forventninger til samtalen, fx at det er godt nok, hvis vi evt. bare bliver enige om at være uenige… Og så tale ud fra egen oplevelse og ikke pådutte den anden en oplevelse eller et motiv. Det kunne jo være, at vedkommende ikke genkender sig selv i dette, eller at det rammer for hårdt i en skyld eller skamfølelse. Hvor samtalen bare skaber modstand og yderligere knuder.

Konkret kan man, overfor en, der nemt føler sig angrebet, sige: “Det er svært for mig, når nogen vender mig ryggen, når jeg taler til dem… jeg føler mig så betydningsløs, når det sker”….

Kan du undgå at sige “du”, så føles det således mindre som et personligt angreb.

Kender du nogen, der kunne have glæde af at læse denne tekst, endda måske du selv kunne bruge at læse den flere gange? Og kunne vedkommende eller kunne du selv have gavn af dagligt at blive påmindet herom af uglen Flovius? Måske du og din kæreste begge kunne læse og drøfte denne tekst og – når I vil bringe et svært emne op – kan have uglen liggende imellem jer som en påmindelse om at tale ud fra jer selv og  ikke at gøre hinanden forkerte!? Og har du ingen kæreste, så kan du hjælpe dig selv, i din egen ret ved at tale til uglen som en flov side af dig, eller måske tale (højt!) til den som en, der i sin flovhed ikke kan få sagt undskyld eller overhovedet tale om følelserne. Det kaldes en eksternaliserende metode og bevirker, at vi i stedet for at tænke i samme rille om emnet kan få luftet vores tanker og opnå nye perspektiver og løsninger på sagen.

Indlægget Terapi-sten: Uglen Flovius – Tegnet sten – strandkunst – ugle – personlig gave – flovhed – skyld og skam blev først udgivet på Anneli Gallery.

Jeg vågner en morgen, dagen efter at denne ugle er kommet til verden, med nogle ord i mit hovede: Livet er en gave, ikke kun en opgave.

Det får mig til at reflektere, og jeg brygger en kop kaffe og sætter mig i min stol. Hvor meget af mit liv føles og har føltes som pligter og hvor meget som lyst?  Uglen ligner en, der har haft tid til at beskæftige sig med, hvad betyder noget for hende. Hun ligner langt fra en Askepot, som bare fejer for sine fine forældre og søskende. Men jeg tror, at hun har truffet et bevidst valg, og at hun først lige er ved at forstå, at der vitterlig er et liv til hende. Deraf det begejstrede navn Juhu!

Børn i min generation (1960’erne) og tidligere havde typisk et liv adskilt fra forældrene, som i deres børneopdragelse ikke forstod sig på at lytte til deres børn. I perioder havde mange af os det temmelig svært,  uden at de anede noget om det. Sjov og ballade foregik uden deres vidende, og føltes altid lidt forbudt. Resten af tiden foregik alt på de voksnes præmisser.

Som unge var mange af os meget arbejdsomme, havde fritidsjobs og pligter hjemme, og så festede vi med venner ind imellem. Nogle med skyldfølelse, hvis de kom fra “pæne” familier.

Som unge fik en del af os at vide som 18-årige, at nu var ansvaret for livet vores eget.  En større alvor meldte sig, vi skulle jo stå på egne ben.

Som mødre og fædre har det ligget mange fra min generation på sinde at give vores børn mere selvværd via følelsesmæssigt nærvær, anerkendelse og støtte. Der har ikke været så meget plads til at tænke på os selv, navnligt ikke hos dem, som har manglet støtte i den ældre generation. Nogle er blevet serviceforældre, som opvarter og betaler for børnene ved kasse ét.  Samtidig er de måske også blevet “dørmåtter” for den ældre generation.

Som midaldrende er det dog lykkedes for mange at “rejse sig som fugl fønix af asken” og få skabt plads til sig selv.

Personligt er jeg i dag drevet af nysgerrighed, plads til overraskelser, leg og kreativitet. Et bevidst valg.

Livet har været en krævende rejse, ud fra det jeg bød mig selv og fik tildelt af ressourcer. Jeg synes i tilbageblik, at jeg skulle have tænkt mere på mine behov, da mine børn var mindre. Vi hørte næsten altid børnemusik i huset, hvor vores børn jo reelt kunne have haft glæde af også at opleve, hvad deres mor og far holdt af at lytte og synge til.

Jeg advokerer ikke for, at man skal gå i en helt egoistisk grøft i forhold til sine mindre børn. Ej heller at man skal lade sine store børn stå selv med alt selv. Men får man som menneske ikke lov at prøve kræfter med livet, så danner man ikke vigtige erfaringer, personlig karakter, selvtillid og styrke. Lærer man heller ikke at udskyde sin lyst en smule, eller at gå glip af noget, så står man senere mentalt i stampe som et lille barn.

Som omsorgsfulde forældre skal vi huske at lade vores børn opleve livet på godt og ondt og ikke skærme dem hele tiden. Alt med måde, og det er ikke en nem balance, naturligvis. Vi skal være der, hvis vores børn har brug for os, men vi behøver ikke konstant spørge ind og bekymre os. Vi vil så gerne fjerne hver en sten på vejen for vores børn, så de kan skånes for nogle af de kvaler vi selv har haft.

Men det skaber ængstelige børn eller stærkt irriterede børn at blive overvåget hele tiden.

Overlevelsesinstinktet må godt aktiveres en smule. Dette kan modvirke, at mennesker falder hen i den ligegyldige og små-depressive tilstand, som “livets ulidelige lethed” kan forårsage. Altså når alt går nemt, og der ikke er noget at kæmpe for. Nu skal det siges, at der er flere skilsmisser og “social media” problemer, end der var tidligere. Så ingen idyllisering her. Men min oplevelse er, at forældre er blevet mere uforudsigelige i deres holdninger og temperament, fordi der er så få klare holdepunkter i dag, hvor udviklingen går for hurtigt, og vores flinke og gavmilde service-indstilling overfor børnene bygger sig op som en frustration og bliver for meget for os selv.

Vores børn kan godt lide at opleve, at vi har et liv, og det kan vi også selv lide. Hvorfor reservere livsglæden til kun til børnenesæderne?! Vil vi være rollemodeller for et godt selvværd og god selvtillid, så nytter det ikke noget, at vi selv bare står på tilskuerbænken og hepper på vores børn, vel? Vi skal hellere gå forrest og vise vores børn, at vi selv har modet til at leve det liv, som vi ønsker. At vi har selvværd. At vi også vil have selvrealisering (alt med måde!) Børnene skal nok komme til os, hvis bare vi viser, at vi er tilgængelige.

Kender du en, der kunne have gavn af at give slip i deres (navnligt store) barn/børn, eventuelt dig selv. En, der trænger til at “få sig et liv”? Så kan denne fine ugle være en reminder om at give sig selv noget plads. Spørge ind til egne og ikke kun børnenes behov og følelser. Og stoppe med at feje for sine børn.

Kan uglen Juhu, som en personlig gave til din kære, minde hende, ham eller dig om, at vi godt lige må blive lidt hjemme i os selv. som forældre. Mærke hvor og hvem vi selv er. Dyrke vores eget indre barn lidt. Folde os ud med sider, som der ikke har været tid og plads til før. Så kommer man som midaldrende til at blomstre og ikke syne hen 😉 Og det er en bonus også til vores børn. De har også brug for at prøve kræfter med livet, og de elsker at se, at vi elsker livet.

Indlægget Terapi-sten: Juhu – tegnet sten – personlig gave – ugle strandkunst blev først udgivet på Anneli Gallery.

Tema: At leve med generthed.

Denne sten ligger ude i vandet, da jeg en dag vinterbader. En god form, og haps, mange tak, og jeg  kommer en sten rigere hjem… Helt klart egnet som strandkunst i form af en tegnet sten, en ugle. Sød og tilbageholdende, med vingerne pænt ind til kroppen. Og genert , med grå klædedragt, som går i et med anonymiteten…

Hvorfor er nogle stille, tilbageholdende, hvorimod andre brager igennem lydmuren eller er meget synlige?

Der er mange måder at sikre sig en plads i det, som jeg kalder “klub menneskehed”. Vi vil alle bare gerne høre til, respekteres, ses, spejles og meget gerne elskes, siger min erfaring. En god kontakt til vores omverden er vital for vores helse, både fysisk og psykisk. En kontakt, hvor vi kan være åbenhjertige og ærlige, være os selv uden at blive bange for andres reaktioner. Sådan er det ikke for de fleste, siger igen min erfaring. Alle mennesker bærer på nogle sår fra samspillet med andre mennesker. Vores strategier er bare forskellige. Dette fordi vi har forskellige liv, forskellige rollemodeller, forskellig adgang til ressourcer og forskellige gener.

Rigtig mange går op i at bære det helt rigtige outfit, og dermed ikke “falde igennem”. Det er nok mest bevidst en pine for børn og unge mennesker, hvis de ikke ligner de andre. Med alderen kan behovet for at være lig hinanden aftage. Vi lever i et kommercialiseret samfund, hvor der drives rovdrift på det menneskelige behov for at sammenligne os med hinanden. Det er svært at lade være.

Løsningen for mig er ikke at bilde sig ind, at man er “fxxxxx ligeglad” men snarere at snakke med andre om, hvordan vi påvirkes af normer og modeluner.

Så: “Yes, I do care”… og skal vi ikke sammen prøve at tackle de normer, som vi retter os ind efter, men som vi måske slet ikke er enige i!?

Kender du en, der er genert, så prøv at tale med vedkommende om, at genertheden måske kan forstås ud fra en selvbeskyttelsesstrategi – og så tal om, hvor frygten ligger. Uglen her kan, sammen med teksten her, være en personlig gave til denne person, også hvis personen er dig selv. En påmindelse om, at vi har brug for en tilknytning til andre mennesker, men at vi faktisk kan tale med dem om, hvordan vi har det… Løsningerne findes i fællesskabet!

Indlægget Terapi-sten: Gerd Genert- ugle – tegnet sten – personlig gave blev først udgivet på Anneli Gallery.

Tema: udbrændthed , empat og people-pleaser – egnet som personlig gave og terapi-sten.

Denne sten har været længe undervejs med at blive rund på havbunden af Lillebælt, som jo ikke er det voldsomste hav i verden.  Oval og tyk og forholdsvis glat blev den ovenpå måske en million års rullen frem og tilbage.

Jeg bliver altid “begejstret og “ømhedsberørt”, når jeg får sådan en sten op i hånden. Et instinkt, tænker jeg. Vi kan lide ægge-formen. Vi har spist æg siden mands minde… Og den runde form er en helhed, hvilket vores psyke godt kan lide. Så er der orden og balance.

Stenen kiggede pludseligt på mig med øjne så store… og blev til det, som jeg kalder strandkunst. Uglens udtryk siger nok mere om mig end om stenen, men der var altså ingen protester fra stenens side 😉 Min hånd styrede bare selv, hvad der skulle ske. Bevægelserne føltes rolige, sikre og dejlige at lave. Det er for mig for en kunstnerisk frihed ikke altid at skulle efterligne naturen ét til ét. Uglen er en af mine såkaldte terapisten, som bruges både i individuel- og gruppeterapi.

Hvordan oplever du uglen? Jeg ser en farverig kvindelig fugl, hvis vinger er som hænder, der er vant til at være til nytte. Den kæmper lidt med sin energi. Omend der også er noget elegant og selvbevidst over sovekammerøjne… De store øjne opfatter jeg som en, der ikke lukker sig om sig selv men virkelig “ser” andre. Måske med en selvforglemmelse, som hos empater, der er meget “ovre i andre”. Deraf, bl.a. , navnet Empatiske Emma. Samtidig oplever jeg også en træthed, som kunne komme af at have “set for meget”.

Når vi har set for meget, kan det gøre os “drænede”, “møre” og livstrætte og udbrændte. Eksempelvis skal psykiatere helst ikke være for lang tid i en afdeling med depressive patienter. Via såkaldte “spejlneuroner” kan tilstanden smitte, og  desuden kan mange år samme afdeling skabe en tilvænning som kan sløve opfattelsen af, hvornår noget er depressivt versus “normalt”. I arbejdet med gamle mennesker kan der også ske en forhærdelse, når ressourcerne ikke følger behovene.

Hvad gør man, når dækkene på bilen er ved at være slidt flade? Man skifter dem ud. Men er reservelageret tømt… Sådan kan det føles, især hvis man arbejder indenfor omsorgsfag, hvor man øser af sin empati og andre personlige ressourcer.

En empat kalder man en person,  som har et meget sensitivt nervesystem med en overudviklet empati, hvor andres følelser og smerte føles på ens egen krop. Der er ikke noget filter i forhold til den sociale omverden, hvilket bliver på bekostning af at tage vare på egne følelser og behov.

Det kan også være i privatlivet, at slitagen finder sted. Børn man ikke har fået sat klare rammer og krav til kan blive til små “monstre”, og gamle plejekrævende forældre kan også tære på energien og overskuddet.

Vigtigt er det at komme hjem til os selv og finde ud af, dels hvilke værdier vi ønsker som rettesnor. Herunder hvornår “nok er nok”. Dels om der er andre måder at tilgå vores opgaver, og endelig, hvor der stadig er en gnist, der kan give energi.

Kigger du i det udslukkede bål, må du lede længe. Du består heldigvis af flere sider, flere “bålpladser”… Kender du egentlig dig selv? Mon uglen her er klar over, hvor farverig en dragt den bærer?

Har du prøvet at kigge efter andre sider af dig, som trænger til at blive set, værdsat og næret? Har du forsøgt at gå ad nye stier? Fået øje på flere potentialer i dig, flere bålpladser i din person? For tænk engang: Det du giver fokus, får du mere af.  Lyt godt ind og lad dig også inspirere udefra. Hvad mangler du, hvad savner du, hvad længes du efter? Hvilket bål har du længe ladet ligge hen? Du kan puste til gnisten og få bålet til at flamme op, lyse og vise dig vejen.

Kender du en, som kunne have gavn af at få arbejdet med et overforbrug af sig selv? Måske en såkaldt “people-pleaser”, som hensynsfuldt sætter sig selv bagerst i køen og måske aldrig når frem selv?  Er det eventuelt dig selv?

Så kan denne ugle, sammen med teksten her, være en daglig påmindelse om at få passet på dig selv . Måske ved at stoppe op og omdirigere din opmærksomhed hen til et af de gamle forsømte glødende “bålpladser”. Eksempelvis et selvkærligt, et legende og/eller kreativt sted i dig. Tag stenen i hånden, tal venligt med den, for den vil jo bare gøre det rigtige for dig. Men fortæl den, hvad det gør ved dig at være så empatisk og pleasende. Og lad den vide, hvad du har brug for i stedet.

Min opfordring til dig og alle: Lev et større liv! Lad flere bål kaste varme og lyse dig op indefra, søg evt. et fællesskab, og søg om nødvendigt professionel hjælp til din proces.

Indlægget Terapi-sten: empaten Emma – ugle – tegnet sten – personlig gave blev først udgivet på Anneli Gallery.

Denne søde ugle er tegnet imens jeg sad på en udendørs strandcafe på en venindeferie i Nice. Selv på ferier er jeg nødt til at tegne på sten… Jeg kalder det strandkunst.

Uglen er en del af en “terapi-sten” serie, som kan bruges i både individuel- og gruppeterapi.

Uglen har “store øjne” – måske man kan sige “opspærrede øjne”.  Afhængigt af den enkelte beskuers oplevelse kan man sige, at den kigger med et vagtsomt, ængsteligt eller måske endda et skræmt blik ud i verden. Samtidig holder uglen på sig selv og skærmer sig med sine vinger – ligesom et skjold, hvor man i overført betydning kan tale om et psykologisk forsvar overfor omgivelserne.

At føle ængstelighed, frygt og angst er noget, som i situationer eller perioder er normalt i menneskelivet. Tilværelsen på jordkloden er ikke som vores forestillinger om det evigt trygge kærlige paradis i himlen. Nogle mennesker invaderes dog af skræmmende forestillinger og tanker, som begrænser og invaliderer dem unødigt. Det kan typisk være i form af en markant social angst eller socialfobi, hvor man isolerer sig tiltagende i sin egen lille boble. Når det er slemt, kan man måske ikke gå ned på gaden og handle ind, eller man afskærer sig fra al selskabelighed.

“Safe place” og “safe space”  er udtryk, som psykologiske behandlere bruger omkring det at have eller skabe en base af tryghed, både i den fysiske verden og i sin forestillingsverden. Man kan arbejde med at få ro i sit hovede og i kroppen på flere måder, men at finde et trygt og sikkert sted er ofte udgangspunktet for at komme i gang med at arbejde med utrygheden.

Kender du nogen, som er domineret af utryghed, ængstelighed eller frygt eller angst? Måske denne søde ugle som en personlig gave kunne give anledning til at få en god snak om, hvad der skal til for, at personen bliver mere tryg.

Indlægget Terapi-sten: Frygtsom ugle – personlig gave blev først udgivet på Anneli Gallery.

Sød og sjov som vægdeko, og samtidig mulig at bruge som en terapi-sten.

Tema: Afhængighed af stimulanser.

Kender du en Jeppe? – et kælenavn for Jesper, og senere bare et navn. For mig er der der noget forfriskende ved navnet. Så jeg tænker nemt, at hedder en person Jeppe, er han nok ret “frisk”.

Hvis man ser bort fra den gamle alkoholikerJeppe på Bjerget.

Her kommer så tanken om, at der ikke er langt fra at være “frisk” til at være “overfrisk” eller “grænseløs”, fx med et misbrug af rusmidler.

Livet består af en tilpasning til en lang række vanskelige betingelser, hvor vores valg er afgørende for vores trivsel og fremtid.

En person, som umiddelbart ser ud til at være godt på vej i livet, kan hurtigt komme op afveje igennem uheldig indflydelse og måske manglende erfaring med at afgrænse sig.

Andre gange ligger det mere lige for, at en person er i risikogruppen for at udvikle en dårlig livsstil og en afhængighed af spil, mad, alkohol, tobak, hårde stoffer eller af overdreven skærmtid.

Hvor tit har vi det ikke med at se med bekymring på de nævnte former for misbrug, hvorimod afhængighed af arbejde eller sport bliver nærmest ophøjet som “helteagtig flid”? Er man forælder og har træningsafhængighed eller arbejdsnarkomani, kommer de sociale myndigheder ikke så nemt ind over, som når man er alkoholiker.

Ikke desto mindre kan børn være skadeligt forsømte, når deres behov for forældres tid, nærvær og omsorg er nærmest ikke-eksisterende.

Kender du nogen, som har en problematisk afhængighed, eller har du det selv, så søg professionel hjælp snarest, da afhængigheder ofte kræver mere at komme ud af, end man tror.

Samtidig kan Jeppe-Sneppe her været en daglig “vagtfugl”, som minder dig eller din ven eller familie om at holde et vågent øje på de følelser, der ligger bag afhængigheden – og med enkelte spørgsmål skabe større klarhed over, hvad der driver adfærden. Hvad er min “trang” udtryk for lige nu: Er det en dulmen af en ensomhedsfølelse? Føler jeg mig ikke elsket? Føler jeg mig tom og ude af stand til at elske? Er det noget med ikke at føle mig respekteret? Er det noget med, at jeg føler jeg skal præstere mere end jeg orker?

Uanset, er det vigtigt at få hjælp udefra til at finde bedre strategier i livet. Men ved vi, hvor skoen trykker, kan vi bedre gøre noget ved problemerne.

Indlægget Sneppe-Jeppe – terapi-sten og/eller vægdekoration blev først udgivet på Anneli Gallery.

Den måtte bare da være en ung due… Hov, er det en forladt stor unge?Er det min større sten-due Dora’s unge?

Et svigtet barn?

Som forældre lykkes det os ikke altid at være forbilledlige. Det er forståeligt. Livet er komplekst, og der er mange hensyn at tage.

Men går det ikke helt galt, hvis både mor og far er nogle “fjolser”? Ja, hvor uheldig kan man være…En skade på barnet skal og må modvirkes. Det sker bare langt fra altid.

Forskning viser dog heldigvis, at er der bare en anden god, stabil og omsorgsfuld rollemodel i et barns liv, så går det nok alt sammen.  Sådan er det desværre langt fra altid.

Duen er budbringer af et godt budskab. Der er håb, hvis der bare er een god voksen i et barns liv. En lærer, en moster, onkel, nabo, forældres ven…

Hvorfor det? Vi går egentlig og “adopterer” dele af hinanden hele tiden. Vi inspireres, lærer af-  og prøver at være som… Det handler om at have gode rollemodeller. Som kyllingen, der går i sporet af hønemor og hanefar. Eller bare i sporet af “en eller anden”…

Hvad så, hvis der ikke var en god rollemodel overhovedet? Virkelig skidt. Nogle har dog “fjern-rollemodeller”, som de har fundet på nettet eller på anden måde. Som voksne opsøger de måske terapi.

Kender du et barn, der er udsat, eller en voksen, som gør noget godt for et barn? Eller bare en, der som voksen kigger tilbage på et hårdgt liv? Måske dig selv?

Vil du hylde håbet?  Duen Dora’s datter kan dagligt minde ejeren om det gode budskab.

Indlægget Duen Dora’s datter – terapi-sten og/eller dekoration blev først udgivet på Anneli Gallery.

Denne sten kiggede på mig og jeg på den. Heyyyy hvem er du, spurgte jeg. Frem kom en svag kladde af en vagtsom ugle med et lukket kropssprog. Jeg så stenen som en ung introvert kvinde og tillod mig at navngive hende Roberta Introverta.

Hvad fik det mig til at tænke på: Det kan være svært for introverte personer at føle sig tilstrækkelige i vores moderne meget udadvendte liv, hvor vi skilter og flager for os selv. For få årtier siden ville man fnyse ad den måde, som mange promoverer sig selv i dag, bl.a. på nettet. Jeg har intet imod mennesker, som har lyst til at fylde. Blot ærgrer det mig, at de , som har svært ved at stå frem, så nemt bliver overset.

Stenen her er en hyldest til det tilbageholdende og afventende væsen. Det er helt ok at være stille og tilbagetrukket af natur. Samfundet har brug for alle “typer”, også de, som evner at “se situationen an”.

Mange introverte personer tænker dybere over livet og kan bidrage med væsentlige refleksioner og meget andet. De mere “larmende” personer – som også er helt ok – skal blot huske at stoppe op og give tid til de, som ikke brager igennem lydmuren…

Kender du en, der bøvler hårdt med at finde sig til rette med sin egen introverte natur? En, som føler, at vedkommende burde være mere fri og udadvendt? En, der ville glædes med uglen og som kunne have gavn af at blive påmindet om, at det ér ok at være tilbageholdende og “se situationen an”? Når vi ikke er i kamp med os selv, slapper sindet af, og vi bliver bedre i stand til at deltage i livet.

Indlægget Terapi-sten: Roberta Introverta blev først udgivet på Anneli Gallery.