Strandkunst bestående af unik tegnet sten med elegant ugle som motiv.
Temaerne er serviceforældre,  selvværd og selvrealisering.

Jeg vågner en morgen, dagen efter at denne ugle er kommet til verden, med nogle ord i mit hovede: Livet er en gave, ikke kun en opgave.

Det får mig til at reflektere, og jeg brygger en kop kaffe og sætter mig i min stol. Hvor meget af mit liv føles og har føltes som pligter og hvor meget som lyst?  Uglen ligner en, der har haft tid til at beskæftige sig med, hvad betyder noget for hende. Hun ligner langt fra en Askepot, som bare fejer for sine fine forældre og søskende. Men jeg tror, at hun har truffet et bevidst valg, og at hun først lige er ved at forstå, at der vitterlig er et liv til hende. Deraf det begejstrede navn Juhu!

Børn i min generation (1960’erne) og tidligere havde typisk et liv adskilt fra forældrene, som i deres børneopdragelse ikke forstod sig på at lytte til deres børn. I perioder havde mange af os det temmelig svært,  uden at de anede noget om det. Sjov og ballade foregik uden deres vidende, og føltes altid lidt forbudt. Resten af tiden foregik alt på de voksnes præmisser.

Som unge var mange af os meget arbejdsomme, havde fritidsjobs og pligter hjemme, og så festede vi med venner ind imellem. Nogle med skyldfølelse, hvis de kom fra “pæne” familier.

Som unge fik en del af os at vide som 18-årige, at nu var ansvaret for livet vores eget.  En større alvor meldte sig, vi skulle jo stå på egne ben.

Som mødre og fædre har det ligget mange fra min generation på sinde at give vores børn mere selvværd via følelsesmæssigt nærvær, anerkendelse og støtte. Der har ikke været så meget plads til at tænke på os selv, navnligt ikke hos dem, som har manglet støtte i den ældre generation. Nogle er blevet serviceforældre, som opvarter og betaler for børnene ved kasse ét.  Samtidig er de måske også blevet “dørmåtter” for den ældre generation.

Som midaldrende er det dog lykkedes for mange at “rejse sig som fugl fønix af asken” og få skabt plads til sig selv.

Personligt er jeg i dag drevet af nysgerrighed, plads til overraskelser, leg og kreativitet. Et bevidst valg.

Livet har været en krævende rejse, ud fra det jeg bød mig selv og fik tildelt af ressourcer. Jeg synes i tilbageblik, at jeg skulle have tænkt mere på mine behov, da mine børn var mindre. Vi hørte næsten altid børnemusik i huset, hvor vores børn jo reelt kunne have haft glæde af også at opleve, hvad deres mor og far holdt af at lytte og synge til.

Jeg advokerer ikke for, at man skal gå i en helt egoistisk grøft i forhold til sine mindre børn. Ej heller at man skal lade sine store børn stå selv med alt selv. Men får man som menneske ikke lov at prøve kræfter med livet, så danner man ikke vigtige erfaringer, personlig karakter, selvtillid og styrke. Lærer man heller ikke at udskyde sin lyst en smule, eller at gå glip af noget, så står man senere mentalt i stampe som et lille barn.

Som omsorgsfulde forældre skal vi huske at lade vores børn opleve livet på godt og ondt og ikke skærme dem hele tiden. Alt med måde, og det er ikke en nem balance, naturligvis. Vi skal være der, hvis vores børn har brug for os, men vi behøver ikke konstant spørge ind og bekymre os. Vi vil så gerne fjerne hver en sten på vejen for vores børn, så de kan skånes for nogle af de kvaler vi selv har haft.

Men det skaber ængstelige børn eller stærkt irriterede børn at blive overvåget hele tiden.

Overlevelsesinstinktet må godt aktiveres en smule. Dette kan modvirke, at mennesker falder hen i den ligegyldige og små-depressive tilstand, som “livets ulidelige lethed” kan forårsage. Altså når alt går nemt, og der ikke er noget at kæmpe for. Nu skal det siges, at der er flere skilsmisser og “social media” problemer, end der var tidligere. Så ingen idyllisering her. Men min oplevelse er, at forældre er blevet mere uforudsigelige i deres holdninger og temperament, fordi der er så få klare holdepunkter i dag, hvor udviklingen går for hurtigt, og vores flinke og gavmilde service-indstilling overfor børnene bygger sig op som en frustration og bliver for meget for os selv.

Vores børn kan godt lide at opleve, at vi har et liv, og det kan vi også selv lide. Hvorfor reservere livsglæden til kun til børnenesæderne?! Vil vi være rollemodeller for et godt selvværd og god selvtillid, så nytter det ikke noget, at vi selv bare står på tilskuerbænken og hepper på vores børn, vel? Vi skal hellere gå forrest og vise vores børn, at vi selv har modet til at leve det liv, som vi ønsker. At vi har selvværd. At vi også vil have selvrealisering (alt med måde!) Børnene skal nok komme til os, hvis bare vi viser, at vi er tilgængelige.

Kender du en, der kunne have gavn af at give slip i deres (navnligt store) barn/børn, eventuelt dig selv. En, der trænger til at “få sig et liv”? Så kan denne fine ugle være en reminder om at give sig selv noget plads. Spørge ind til egne og ikke kun børnenes behov og følelser. Og stoppe med at feje for sine børn.

Kan uglen Juhu, som en personlig gave til din kære, minde hende, ham eller dig om, at vi godt lige må blive lidt hjemme i os selv. som forældre. Mærke hvor og hvem vi selv er. Dyrke vores eget indre barn lidt. Folde os ud med sider, som der ikke har været tid og plads til før. Så kommer man som midaldrende til at blomstre og ikke syne hen 😉 Og det er en bonus også til vores børn. De har også brug for at prøve kræfter med livet, og de elsker at se, at vi elsker livet.