Tegnet sten – ugle – personlig gave – strandkunst  – terapi-sten.

Temaet er flovhed med skyld og skam, og hvordan disse følelser kan bearbejdes.

Denne sten stammer fra Limfjorden og bliver på en kold, overskyet og blæsende vinterdag fundet i sandet med funklende frostkrystaller på sig. Formen er for mig oplagt som en ugle, men hvilken ugle? Hvilket udtryk?

Flov, frygtsom, skælmsk/usikker, genert… mine ugler har hvert sit særlige udtryk. Forskellen i udtryk er begrænset, men der ér forskelle. Og følelserne er ikke de samme, selvom de minder om hinanden.

Denne ugle “sover jeg på”… og næste morgen ved jeg, at “den er flov”. Når man er flov, kigger man typisk ned og bøjer sit hoved, eller man prøver at skjule flovheden ved at gøre det modsatte… Uglen her er synligt flov, og brødebetynget, ikke? Deraf navnet Flovius.

I virkeligheden har jeg sikkert selv haft en drøm, hvor jeg møder denne følelse fra mit eget liv 😉 Nogle sten giver mere åbenlyse oplæg til kunstneren, fx via fordybninger og streger, mens andre er mere som et blankt lærred… På det blanke lærred projicerer vi med større sandsynlighed mere af vores egne personlige temaer ud i et motiv, da det ikke er givet os på forhånd.

Flovhed er knyttet til skyld og skam. Alle disse følelser er ubehagelige, ikke? Vi får lyst til at grave os ned i et hul for en tid… og håbe, at “det går over”.

Flovhed er en følelse, som vi er udstyret med, både forebyggende og når “skaden er sket”. Flovhed kan være en advarsel til os selv om at stoppe op og holde os lidt tilbage, idet vi antager, at vi kunne blive socialt udskammet. Måske har udskamningen allerede fundet sted, og så er flovheden også en tilpasningsmekanisme, hvor vi – overfor os selv eller personer omkring os – går lidt ind i os selv eller måske påtager os skylden og skammen og håber på tilgivelse.

Nogle mennesker, for ikke at sige mange, har svært ved at påtage sig ansvaret og sige oprigtigt undskyld, hvis de har trådt over stregen og har krænket eller svigtet andre. Det betyder ikke nødvendigvis, at følelsen af flovhed er utilgængelig for dem. Det kan betyde, at de i forvejen fra barnsben har følt sig uværdige eller uønskede, og disse følelser er så destruktive, at de affejer enhver selvransagelse, når de er voksne. Det kan være, at de er blevet kritiseret på deres person i stedet for deres adfærd, og skylden og skammen har derfor været ubærlig.

Det er meget frustrerende for omgivelserne, når et medmenneske ikke vil tage ansvar på sig. Ikke kan sige undskyld. Det bevirker, at man føler, at ens oplevelse eller “klage” ikke bliver anerkendt. Hvilket bevirker, at man føler sig “in-valideret”. Man føler sig måske misforstået, eller man gransker sig selv: Jeg tager måske fejl? Det er måske unfair af mig? Jeg er måske selv skyldig…. Mennesker, som overtænker, har ofte sådanne grunde til at være for meget oppe i hovedet. De er ikke blevet mødt og spejlet passende.

Nogle mennesker tager nemt skylden på sig, hvor andre nemt peger ud. Som modpoler. Det er vigtigt at få givet plads til at tale om disse mønstre, de forekommer alle steder – i parforhold, mellem børn og forældre,  i børnehaven og på skolen, på arbejdspladsen osv.  Det er en kunst at tale om vores egne og hinandens mønstre.

For ikke at skabe modstand og kamp, må vi tale ud fra os selv. Det mindst truende man kan gøre er at sætte sig i øjenhøjde med hinanden med en afstand, som passer begge parter. Vi må afstemme forventninger til samtalen, fx at det er godt nok, hvis vi evt. bare bliver enige om at være uenige… Og så tale ud fra egen oplevelse og ikke pådutte den anden en oplevelse eller et motiv. Det kunne jo være, at vedkommende ikke genkender sig selv i dette, eller at det rammer for hårdt i en skyld eller skamfølelse. Hvor samtalen bare skaber modstand og yderligere knuder.

Konkret kan man, overfor en, der nemt føler sig angrebet, sige: “Det er svært for mig, når nogen vender mig ryggen, når jeg taler til dem… jeg føler mig så betydningsløs, når det sker”….

Kan du undgå at sige “du”, så føles det således mindre som et personligt angreb.

Kender du nogen, der kunne have glæde af at læse denne tekst, endda måske du selv kunne bruge at læse den flere gange? Og kunne vedkommende eller kunne du selv have gavn af dagligt at blive påmindet herom af uglen Flovius? Måske du og din kæreste begge kunne læse og drøfte denne tekst og – når I vil bringe et svært emne op – kan have uglen liggende imellem jer som en påmindelse om at tale ud fra jer selv og  ikke at gøre hinanden forkerte!? Og har du ingen kæreste, så kan du hjælpe dig selv, i din egen ret ved at tale til uglen som en flov side af dig, eller måske tale (højt!) til den som en, der i sin flovhed ikke kan få sagt undskyld eller overhovedet tale om følelserne. Det kaldes en eksternaliserende metode og bevirker, at vi i stedet for at tænke i samme rille om emnet kan få luftet vores tanker og opnå nye perspektiver og løsninger på sagen.