Lille sød, genert eller skal vi sige “bly” ugle-sten, fundet ved Limfjorden.

Denne sten kiggede på mig og jeg på den. Heyyyy hvem er du, spurgte jeg. Frem kom en svag kladde af en vagtsom ugle med et lukket kropssprog. Jeg så stenen som en ung introvert kvinde og tillod mig at navngive hende Roberta Introverta.

Hvad fik det mig til at tænke på: Det kan være svært for introverte personer at føle sig tilstrækkelige i vores moderne meget udadvendte liv, hvor vi skilter og flager for os selv. For få årtier siden ville man fnyse ad den måde, som mange promoverer sig selv i dag, bl.a. på nettet. Jeg har intet imod mennesker, som har lyst til at fylde. Blot ærgrer det mig, at de , som har svært ved at stå frem, så nemt bliver overset.

Stenen her er en hyldest til det tilbageholdende og afventende væsen. Det er helt ok at være stille og tilbagetrukket af natur. Samfundet har brug for alle “typer”, også de, som evner at “se situationen an”.

Mange introverte personer tænker dybere over livet og kan bidrage med væsentlige refleksioner og meget andet. De mere “larmende” personer – som også er helt ok – skal blot huske at stoppe op og give tid til de, som ikke brager igennem lydmuren…

Kender du en, der bøvler hårdt med at finde sig til rette med sin egen introverte natur? En, som føler, at vedkommende burde være mere fri og udadvendt? En, der ville glædes med uglen og som kunne have gavn af at blive påmindet om, at det ér ok at være tilbageholdende og “se situationen an”? Når vi ikke er i kamp med os selv, slapper sindet af, og vi bliver bedre i stand til at deltage i livet.