Farverig ugle med store øjne – strandkunst i form af en frihåndstegnet sten.

Tema: udbrændthed , empat og people-pleaser – egnet som personlig gave og terapi-sten.

Denne sten har været længe undervejs med at blive rund på havbunden af Lillebælt, som jo ikke er det voldsomste hav i verden.  Oval og tyk og forholdsvis glat blev den ovenpå måske en million års rullen frem og tilbage.

Jeg bliver altid “begejstret og “ømhedsberørt”, når jeg får sådan en sten op i hånden. Et instinkt, tænker jeg. Vi kan lide ægge-formen. Vi har spist æg siden mands minde… Og den runde form er en helhed, hvilket vores psyke godt kan lide. Så er der orden og balance.

Stenen kiggede pludseligt på mig med øjne så store… og blev til det, som jeg kalder strandkunst. Uglens udtryk siger nok mere om mig end om stenen, men der var altså ingen protester fra stenens side 😉 Min hånd styrede bare selv, hvad der skulle ske. Bevægelserne føltes rolige, sikre og dejlige at lave. Det er for mig for en kunstnerisk frihed ikke altid at skulle efterligne naturen ét til ét. Uglen er en af mine såkaldte terapisten, som bruges både i individuel- og gruppeterapi.

Hvordan oplever du uglen? Jeg ser en farverig kvindelig fugl, hvis vinger er som hænder, der er vant til at være til nytte. Den kæmper lidt med sin energi. Omend der også er noget elegant og selvbevidst over sovekammerøjne… De store øjne opfatter jeg som en, der ikke lukker sig om sig selv men virkelig “ser” andre. Måske med en selvforglemmelse, som hos empater, der er meget “ovre i andre”. Deraf, bl.a. , navnet Empatiske Emma. Samtidig oplever jeg også en træthed, som kunne komme af at have “set for meget”.

Når vi har set for meget, kan det gøre os “drænede”, “møre” og livstrætte og udbrændte. Eksempelvis skal psykiatere helst ikke være for lang tid i en afdeling med depressive patienter. Via såkaldte “spejlneuroner” kan tilstanden smitte, og  desuden kan mange år samme afdeling skabe en tilvænning som kan sløve opfattelsen af, hvornår noget er depressivt versus “normalt”. I arbejdet med gamle mennesker kan der også ske en forhærdelse, når ressourcerne ikke følger behovene.

Hvad gør man, når dækkene på bilen er ved at være slidt flade? Man skifter dem ud. Men er reservelageret tømt… Sådan kan det føles, især hvis man arbejder indenfor omsorgsfag, hvor man øser af sin empati og andre personlige ressourcer.

En empat kalder man en person,  som har et meget sensitivt nervesystem med en overudviklet empati, hvor andres følelser og smerte føles på ens egen krop. Der er ikke noget filter i forhold til den sociale omverden, hvilket bliver på bekostning af at tage vare på egne følelser og behov.

Det kan også være i privatlivet, at slitagen finder sted. Børn man ikke har fået sat klare rammer og krav til kan blive til små “monstre”, og gamle plejekrævende forældre kan også tære på energien og overskuddet.

Vigtigt er det at komme hjem til os selv og finde ud af, dels hvilke værdier vi ønsker som rettesnor. Herunder hvornår “nok er nok”. Dels om der er andre måder at tilgå vores opgaver, og endelig, hvor der stadig er en gnist, der kan give energi.

Kigger du i det udslukkede bål, må du lede længe. Du består heldigvis af flere sider, flere “bålpladser”… Kender du egentlig dig selv? Mon uglen her er klar over, hvor farverig en dragt den bærer?

Har du prøvet at kigge efter andre sider af dig, som trænger til at blive set, værdsat og næret? Har du forsøgt at gå ad nye stier? Fået øje på flere potentialer i dig, flere bålpladser i din person? For tænk engang: Det du giver fokus, får du mere af.  Lyt godt ind og lad dig også inspirere udefra. Hvad mangler du, hvad savner du, hvad længes du efter? Hvilket bål har du længe ladet ligge hen? Du kan puste til gnisten og få bålet til at flamme op, lyse og vise dig vejen.

Kender du en, som kunne have gavn af at få arbejdet med et overforbrug af sig selv? Måske en såkaldt “people-pleaser”, som hensynsfuldt sætter sig selv bagerst i køen og måske aldrig når frem selv?  Er det eventuelt dig selv?

Så kan denne ugle, sammen med teksten her, være en daglig påmindelse om at få passet på dig selv . Måske ved at stoppe op og omdirigere din opmærksomhed hen til et af de gamle forsømte glødende “bålpladser”. Eksempelvis et selvkærligt, et legende og/eller kreativt sted i dig. Tag stenen i hånden, tal venligt med den, for den vil jo bare gøre det rigtige for dig. Men fortæl den, hvad det gør ved dig at være så empatisk og pleasende. Og lad den vide, hvad du har brug for i stedet.

Min opfordring til dig og alle: Lev et større liv! Lad flere bål kaste varme og lyse dig op indefra, søg evt. et fællesskab, og søg om nødvendigt professionel hjælp til din proces.