Tilbud

ID: 17429378

Terapi-sten: LunaFulda – tegnet sten – personlig gave – strandkunst – terapi-sten

Original price was: 269,00 kr..Current price is: 239,00 kr..

Strandkunst med unik fugl af tegnet sten,  som personlig gave eller terapi-sten.
Tema: At være- eller at omgåes en lunefuld og følelsesmæssigt umoden person, samt hvordan sund styrke og tryghed kan opøves.

Stenen her ligger imellem nogle svajende strandsiv. Den på en og samme tid “skjuler sig” og “lyser op” 😉 For mig er den en fugl og bliver hjembragt, da jeg har en stor fascination af at tegne fugle. Hjemme i stuen om aftenen, kun med stearinlys tændt, toner et årvågent, vagtsomt og skeptisk vurderende udtryk frem.  Og uforudsigelig virker fuglen her. Ser man ansigtet fra den anden side, er der nemlig også noget lunt over glimtet i øjet. Navnet “LunaFulda” kom til mig.

Om du er lunefuld eller er tæt på en, der er, så kan det have en værdi at læse videre her.

Hvordan er det at omgåes en, der ikke er stabil i sit følelsesliv og har svingende reaktionsmønstre?

At være på vagt er en selvbeskyttende mestringsstrategi, til tider ubevidst. Den kommer af erfaringer med manglende kontrol, ofte i forbindelse med fysisk eller psykisk vold med enten åbenlys udadreageren eller mere skjult manipulation. Værst er det, når disse skadelige adfærdsmønstre kommer uforudsigeligt. Så er det svært at være forberedt, og det bevirker, at man hele tiden har et skjold på, just in case…

Dette hører jeg jævnligt beretninger om fra klienter i min psykologpraksis. Altså hvor svært det er at omgåes en lunefuld person. Eksempelvis klienter, som lider under at have forældre, søskende eller en partner med bipolare, histrioniske, borderline eller narcissistiske og måske psykopatiske karaktertræk. Eller forældre med et misbrug af den ene eller anden slags, herunder sågar også arbejdsnarkomani. Adfærden vil i alle tilfælde afspejle en eller anden grad af følelsesmæssig umodenhed. Vrede og raseri og fysisk og psykisk afstraffelse kan komme som lyn fra en klar himmel. Eller “silent treatment” kan være en straf, hvor du bliver ignoreret, for en fuldstændig uskyldig adfærd, som tilfældigvis ikke lige passer “damen eller herren”.

Har du en emotionelt ustabilt og/eller en udspekuleret manipulerende person tæt på dig, vil du nok hurtigt opdage, at du bruger mange kræfter på at navigere i, hvordan du skal forholde dig, og hvad du kan forvente af personen. Er du vokset op med et nært familiemedlem eller for dig andre vigtige personer med et af ovennævnte træk, har du sikkert udviklet et mønster med bl.a. at have mange “antenner” ude. Du vil også nemt overtænke, hvordan andre ser på dig.

Ikke sjældent overgeneraliserer du helt automatisk din forventning om, at noget dårligt kan ske. Selv i godt og trygt selskab kan du ikke helt hvile i dig selv. Du skal lige opspore stemningen og eventuelle faresignaler omkring dig. Det kalder man at være “hypervagtsom” og hos nogle udvikler det sig til en psykotisk tilstand, såkaldt “paranoia”, hvor man føler sig forfulgt. Du vil også nemt blive en såkaldt “people-pleaser”, fordi du vil undgå ubehagelige konflikter. Det at tillade dig at være sårbar og ægte til stede i en god kontakt, vil blive vanskeligt for dig.

Som børn er vi afhængige af de voksne, og det kan i princippet være farligt at træde ved siden af. Som voksne har vi flere ressourcer til at klare os selv. Alligevel ligger det dybt i os, hvis vi som børn ikke havde en tryg tilknytning til vores forældre mv. Vi bliver ved med at være på vagt. Indtil vi har fået arbejdet med vores oplevelser, som regel med professionel hjælp.

Fylder du eventuel selv meget i andres liv med din lunefuldhed? Er det svært at regulere dine egne emotioner?

For at acceptere at få hjælp, må du erkende, at du har et problem og udgør et problem for andre. Stenen LunaFulda kan blive dit eje og fungere som en terapi-sten. Den kan bidrage til  “selvterapi” eller selvudvikling. Den kan holdes i hånden og være en hjælp til at få øje på, hvad din lunefuldhed handler om.

Måske den utryghed, som du sætter i andre, i virkeligheden afspejler, at du også selv er utryg dybere nede. Måske du 24/7 er på vagt som en underliggende tilstand. Vil du ikke tage denne følelse til dig, så kan du have en adfærd, hvor du sætter følelsen i menneskene omkring dig.

Har du stenen i hånden, kan du bedre komme i dialog med den lunefulde og – sikkert – utrygge side af dig. Det kaldes en eksternaliserende metode. I stedet for at køre en indre lukket dialog, som underliggende kører i samme rille, kan dine tanker blive mere “synlige”.

Du kan snakke (tal virkeligt!) til den lunefulde adfærd, som andre eller du selv udøver. Det at høre dine egne ord kan bibringe hjælpsomme nye refleksioner, ligesom det at skrive. Trods det ubehagelige lunefulde, som fuglen repræsenterer, så prøv at behandle den med nysgerrighed og venlighed.

For den lunefulde side vil dybest set passe på dig. Den mangler bare nogle modne og konstruktive strategier. Måske du ligefrem kan få et smil på læben, når du kigger på fuglen. Men prøv at fortælle den, hvordan det påvirker dig og dine omgivelser, at du så at sige “kører rundt” med dem via dit humør og din adfærd. Spørg den også, hvilke følelser og behov den er drevet af. Prøv at tillade alle svar. Tal med nogen om, hvad du kan gøre anderledes i forhold til det, som driver dig, og hvad du savner. Du kan skabe det, som du ønsker og savner, på en smukkere måde. Det skal bare læres, og dertil kan der være behov for professionel sparring.

Lunefulda kan også bruges af en, der er tæt på en lunefuld person. Igen kan du snakke til den og øve dig på at være DIG i relationen og at få sagt til og fra. Den kan endelig være en personlig gave til dig og din partner med henblik på at skabe en anderledes dialog omkring et – givetvis – vanskeligt og ømtåleligt problem i jeres parforhold. Et udprint af teksten her vil kunne bidrage til, at samtalen har en bedre chance for at være frugtbar.

Yderligere information

Størrelse 4 × 5,5 × 8,5 cm

1 på lager