Denne søde fugl fandt jeg i vandkanten ved Lillebælt – med bølger skvulpende over hende, forkommen og kold som vinteren.

Hun hviskede i mit øre, at hun var en undulat ved navn Vita, der var stukket af fra sit bur og fra sin ejer. Jeg tog hende op og fik hende varmet i mine hænder.

Hun fik lidt vand fra min drikkedunk og små bidder af min rugbrødsmad. Snart blev hun kvidrende snakkesalig og begynde at synge som en lærke i maj.

Jeg undrede mig over, hvordan hun var kommet til stranden. Helt umærkeligt, som ved tankeoverførsel, kom en historie frem i mit hovede.

Vita havde boet i et bur tæt på havet, hvorfra hun hørte bølgers brusen og måger, der skreg.

Vita havde i starten haft nyhedens interesse for ejeren, som havde givet hende følelsen af at være helt speciel.

Hvor hun dog havde følt sig elsket og betydningsfuld, i modsætning til tiden, hvor hun stod købeklar iblandt mange andre fugle i en dyrehandel.

Efter en tid begyndte Vita at føle sig ensom og ubetydelig, da ejeren dagen lang var uhyre optaget af sine mange skærme. Nogle gange fik hun ingen frisk vand, så hun havde hverken drikke eller bad.

Mad manglede hun også, så sulten tærede på den lille fugl. Hun følte, at hun bare var blevet placeret i buret som en pyntegenstand… som åbenbart var blevet værdiløs for sin ejer.

Vita havde gjort alt for at vinde opmærksomheden tilbage. Hun havde pudset sine fjer, så de skinnede som solen. Hun havde fløjtet så bedårende melodier, at englene sang… Lige meget hjalp det.

Ejeren havde til tider en dame på besøg. Hun blev talt med og kælet for… lige op i synet på Vita.

Jalousien skyllede ind over Vita, og hun blev så rasende, at hun begyndte at skræppe op og løbe hovedet imod burets metalstænger.

Da hun også her blev ignoreret, havde hun en dag fået nok. Underernæret som hun var, kunne hun klemme sig imellem tremmerne og snige sig hen til et vindue, der stod på klem. Mon vingerne ville bære?

Vita havde ikke fløjet i flere år, da ejeren aldrig tog hende ud af buret. Vita håbede inderligt på det bedste men var villig til at dø, hvis det skulle gå galt.

For det hun havde var ikke et liv. Og hun hed nu engang Vita, som betyder LIV.

Vita’s vinger kunne lige klare at flakse hende ned til stranden.

Wow…. havets bølger og duften at tang og salt og synet af måger på himlen indtog hende stærkt. Hun prøvede at skabe sig et hjem ved stranden men var som tam fugl ikke vant til at klare sig på egen hånd.

Hun bad mig derfor finde et andet og bedre hjem til hende. Jeg var fristet til at tage Vita til mig, men jeg har riiiiiigtig mange dyr hjemme og vil gerne kunne blive ved med at tage mig godt af dem, som jeg har.

Kender du nogen, der vil tage sig kærligt af Vita? En, der både fodrer, giver vand og nusser og snakker med hende? En, som gerne synger sammen med Vita?

Helst ikke i et bur… men gerne i en potteplante. Måske endda du, eller en du holder af, har det ligesom Vita?

Så kan Vita minde dig om, på daglig basis, at du har krav på et liv med nærvær, kærlighed, frihed og oplevelser!

En personlig gave med et positivt terapeutisk budskab.