ID: 00000016

Duen Dora – vægdekoration

349,00 kr.

Tre sten sammensat til en unik frihåndstegnet naturtro due, som står på en gren. Baggrunden er en træskive.

Materialerne er fundet på Anslet strand ved Lillebælt.
På bagsiden af træskiven er monteret et ophæng.

Hvad forbinder du en due med? Bor du i en storby, kan du måske få for meget, men det gør jeg ikke længere… og jeg bliver bare positivt påvirket, når jeg ser en due eller to i min have, typisk i bøgetræet, og om foråret med en lille pilegren i næbbet til redebygning. Et par af dem står ofte på mit altangelænder. De kagler lidt, og det synes jeg er hyggeligt og fredsommeligt at lytte til.  Lyden af deres vingeslag virker også godt på mig. Endelig synes jeg, duen er smuk med sine let støvede røde og blå nuancer.

En duebryst-lignende sten kom til mit øje, da jeg en dag havde brug for lidt ro ved stranden. Naturligvis måtte den samles op. Så fint formet ses sjældent en sten. En lille fryd mærkede jeg. Og videre… hvad med hovede og fjerhale? Jeg besluttede mig for, at de helt sikkert ville “melde sig”, og at jeg ikke behøvede at lede “med lys og lygte.”

Hovedet og halen dukkede op et par dage efter, og sikkert fordi min underbevidsthed var “tunet ind” på at få øje på disse. Halen er en rest af nogle byggematerialer, og den passer perfekt til duen! Hovedet var også som skabt til duen! Hvor heldig kan man være? Så var det bare om at komme hjem og transformere de rå materialer til en due. Jeg blev helt øm over min due… og fandt, at Dora ville være et mildt navn, der passede godt.

Kender du det med, at  ting kan virke fragmenterede og svære at overskue? Måske du, som andre der overtænker, anstrenger dig for meget for at få styr på det hele? Nogle er decideret “kontrolfreaks” og kommer i den grad på overarbejde i livet og hverdagen.

Min erfaring er, at man ikke behøver “finde hoved og hale” i ting på een gang.  “Brikker” falder faktisk nemmere på plads, når man tager det med ro og ikke anstrenger sig unødigt hårdt. Når man “sover på” det, har underbevidstheden mulighed for at hjælpe os på vej til en løsning. Eller når man stopper med at ville huske et navn, man har glemt, så dukker navnet nemmere op, ikke?!

Vidste du, at symaskinen blev opfundet i en drøm? Her viste drømmen i en visuel demo overfor drømmeren, at nålens hul skulle placeres i den modsatte ende af en almindelig nål. Underbevidstheden er meget større end den bevidste analytiske hjerne.

Så kan du med denne due minde dig om, at ting løser sig bedre, når vi giver lidt slip? Duen kan måske blive din og hænge på din væg som en påmindelse om dette budskab. Eller duen kan være en gave til en du kender, der trænger til at give slip.

Yderligere information

Størrelse 5,5 × 19,5 × 22,5 cm

1 på lager